Med genåbningen af skolerne er nogle af dagligdagens rutiner på skolevejene også vendt tilbage. Skolepatruljerne står i det meste af landet nu igen klar til at hjælpe eleverne sikkert og trygt over vejen.
For at markere at skolepatruljerne er tilbage, vil der 3.-7. maj blive afholdt forskellige former for glædelige overraskelser, der skal byde eleverne velkommen tilbage. Det er landets kommuner, politiet, Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, der står bag. Også Nyborg Kommune er med i kampagneugen ”Velkommen tilbage, skolepatruljer!”.
- Skoleåret har været meget usædvanligt på grund af nedlukning, så det er glædeligt at eleverne er vendt tilbage og at vores skolepatruljer igen kan udføre et meningsfuldt job om morgenen. Det vil vi gerne påskønne ved at udlevere en gavepose med lidt godter som tak for deres indsats. Det er skolerne der planlægger udlevering og fejring alt efter de lokale forhold og corona-retningslinjer, fortæller Suzette Frovin, formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget.
Onsdag 5. maj får 4kløverskolen i Ørbæk efter planen besøg af Fyns Politi.
Skolepatruljerne i Nyborg gør en stor indsats og er værdsat af både børn og forældre. I 2020 blev skolepatruljen på Birkhovedskolen kåret som den bedste skolepatrulje i Syddanmark.
Skolepatruljerne øger trygheden på vejen
Inden Corona-krisen viste en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, at knap hver 6. bilist inden for de seneste tre måneder havde kørt for stærkt på en skolevej en eller flere gange. Undersøgelsen viste dog også, at otte ud at ti bilister, der kørte for stærkt, sænkede farten, når de mødte en skolepatrulje. Så skolepatruljerne har en stor effekt, viser undersøgelsen, som Epinion har gennemført blandt 1.226 bilister på vegne af Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring i januar 2020.
- Skolepatruljernes indsats er utrolig flot. De er med til at skabe tryghed for alle elever, der færdes på skolevejene, og de gør vejene mere sikre. Det frivillige engagement er enormt, og vi glæder os til at byde dem velkommen tilbage, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Fakta om skolepatruljerne
- I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
- Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
- En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
- Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.
For yderligere oplysninger, kontakt
Mette Helding Madsen, skolekonsulent i Nyborg Kommune. Tlf. 2157 8114.
Suzette Frovin, formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget. Tlf. 6166 8187.
Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder hos Rådet for Sikker Trafik. Tlf. 2572 7110.
Jeppe Gudmandsen, pressekonsulent hos Rådet for Sikker Trafik. Tlf. 2811 5863.