Inden 24 timer efter modtagelsen af en underretning skal Børn og Familie risikovurderer underretningen. Det betyder, at Børn og Familie skal vurdere om barnets sundhed eller udvikling er i fare, og om der er behov for at iværksætte akutte indsatser over for barnet. Vurderingen foretages med udgangspunkt i nedenstående systematik efter rød, gul og grøn-kategorierne. Kategorierne er et støtteredskab. Det er altid en socialfaglig vurdering at vurdere underretningens alvorsgrad og påkrævet handling, som kan afvige fra kategorierne.
Hvis underretningen handler om et barn, der i forvejen har en indsats, vil en anden fra Børn og Familie, der ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen, foretage en genvurdering af sagen.
Senest 6 hverdage efter underretningen er modtaget sender Børn og Familie en kvitteringsskrivelse til underetteren med bekræftelse på, at underretningen er modtaget.
Nedenstående gælder for behandlingen af skriftlige underretninger. Når der afholdes et dialogbaseret underretningsmøde, så foretages partshøringen på dette møde.
Efter modtagelse af underretningen, bliver sagen fordelt til en rådgiver i Børn og Familie, som indkalder forældrene til partshøring. Der afholdes også møde med barnet/den unge.
Formålet med partshøringen er at få mere viden om, hvordan barnet trives. Dette omfatter en afdækning af ressourcer og bekymringer med henblik på at afklare barnets behov for støtte.
Hvis underretningen handler om et barn, der i forvejen har en sag i Børn og Familie, vil rådgiveren for barnet og familien foretage partshøringen og vurderingen af det videre sagsforløb.
Rådgiveren er ansvarlig for at igangsætte og koordinere hjælp og støtte i familien i samarbejde med barnet/den unge og forældrene.
Den støtte der igangsættes kan ske i samarbejde og koordination med fx dagtilbud, skole, sundhedsplejen og Fællesrådgivningen - PPR og Familiehuset.
Daginstitutionen eller skolen er ansvarlig for at igangsætte hjælp og støtte til barnet/den unge i institutionen eller skolen.
Rådgiver kan også på baggrund af underretningen og risikovurderingen træffe afgørelse om yderligere afdækning eller børnefaglig undersøgelse, hvis der er grund til at antage, at et barn eller ung har brug for særlig støtte.
Screening
Alle henvendelser og underretninger leder til en screening. Screeningen af sagen vil som udgangspunkt skulle ske på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder eventuelle oplysninger fra barnet eller den unge og forældrene om udfordringer og støttebehov samt baggrunden herfor.
Afdækning
Afdækning er en mindre omfattende afklaring og dokumentation af barnets, den unges eller de kommende forældres støttebehov end en børnefaglig undersøgelse. En afdækning udarbejdes på baggrund af en screening, som har vist, at problemstillingen kræver yderligere oplysning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov. En afdækning udarbejdes i sager, hvor der er tale om en afgrænset problematik, men hvor der er en bekymring for barnets eller den unges udvikling, og hvor et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov skal udredes nærmere.
Børnefaglig undersøgelse
Den børnefaglige undersøgelse planlægges og udføres i samarbejde med familien, og de fagpersoner, der kender barnet/den unge. Det aftales også, hvem i barnets netværk, der skal inddrages, eller indhentes oplysninger fra. Af hensyn til familien, er det kun relevante og nødvendige forhold, der undersøges. Rådgiver skal undersøge og beskrive barnets eller den unges udvikling og adfærd med udgangspunkt i ICS-metoden: forhold vedrørende familie, skole, sundhed og fritid, samt venskaber og andre relevante forhold. Rådgiveren skal altid have mindst en samtale med barnet eller den unge. Barnet eller den unge kan altid have en bisidder med. Samtalen tilrettelægges efter barnets modenhed. Den børnefaglige undersøgelse skal som udgangspunkt være færdig senest 4 måneder efter Børn og Familie får en henvendelse om barnets eller den unges vanskeligheder.
Barnets/den unges plan
Efter den børnefaglige undersøgelse er foretaget, og rådgiveren vurderer, at der er behov for støtte, udformer rådgiveren sammen med barnet/den unge/familien en plan. I planen skal rådgiveren sammen med familien beskrive, hvilken støtte der er besluttet at iværksætte, hvem der skal yde støtten, hvor lang tid den er bevilget, og hvad formålet med støtten er. Planen er et fælles værktøj som danner grundlag for, hvilke mål man som familie skal nå sammen med den indsats, der tilkobles som foranstaltning.
Når du underretter efter Servicelovens § 133 har du ret til en orientering. Den rådgiver der varetager sagen skal orientere om, hvorvidt der er iværksat en undersøgelse eller indsats vedrørende det barn, som underretningen vedrører. Rådgiveren kan også orientere om, hvilken type indsats der er iværksat og om den planlagte varighed heraf.